top of page

OM TEATER MØN

STEDET

Teater Møn er skabt i 2019 af Peter Kirk og Tilde Knudsen fra Asterions Hus, et professionelt teater, som har eksisteret siden 2003.

 

Teater Møn er beliggende på Klintholm Havnevej på Østmøn i den tidligere Magleby Centralskole og tæller 5 forskellige huse med hver deres potentialer og muligheder for at overnatte, arbejde, udvikle, opleve, spise og innovere. Den ombyggede skole ligger midt i den smukke natur ved Møns Klint, Høje Møn og med udsigt over hele sydkysten af øen. Den dobbelte UNESCO-certificering af biosfæreområdet Møn og Verdensarven Møns Klint gør det til en særegen placering. Den kæmpe have, der omkranser stedet, er fyldt med muligheder for site specifikke scener og steder, små pladser og kroge.

 

Der er plads til omkring 50 overnattende gæster og stedet kan huse både store forsamlinger og mindre grupper af privat eller professionel karakter. Der er rum til at skabe forestillinger, koncerter eller andre kunstneriske produkter i. Der er rum til at holde workshops, møder og dyrke fællesskaber i.

 

Gymnastiksalen er lavet om til en black-box teatersal. Sløjdsalen er nyrestaureret og har fået spejlvægge, så det nu er en smuk dansesal. Der er gildesal og stort skolekøkken og i det hele taget plads og atter mere plads til alskens aktiviteter.

 

Udover husene på Klintholm Havnevej består Teater Møn af Teater Høne, et nedlagt hønseri, egnet til at overnatte, arbejde eller holde ferie. Dragehuset, der ligger som nabohus til skolen, kan også lejes til overnatning. Og derudover har Teater Møn adgang til Sukkerfabrikken i Stege, som indeholder en velfungerende teatersal og den helt særlige Bøhmiske Hal på hele 900 kvadratmeter.

INDHOLD

Teater Møn er et sted for offentlige forestillinger og begivenheder for mønboere og tilrejsende. Det et refugium og et sted for kunstnere og andre, der har et projekt, der kræver ro og fordybelse. Her er rum for forestillinger, koncerter, workshops, camps, middage, livsbegivenheder og overnatninger. Det er et sted, hvor tiden går i stå. Teater Møn er rum for kunst og nysgerrighed

 

Vi planlægger en form for sæsonkadence, hvor den mest aktive, udadvendte periode ligger hen over sommeren. Her vil Asterions Hus forestillinger blive spillet og samtidig inviterer vi indenfor til særlige formater, hvor mad og teater næsten altid vil være dele af ingredienserne. Vi vil gøre det bedste for at formidle disse oplevelser, men følg med på sociale medier eller abonner på  voresnyhedsbrev.

 

Så tilbyder vi lidt mere eksklusive formater, hvor vi sammensætter særlige programmer for mindre selskaber inklusiv overnatning, forplejning, forestilling og evt. workshop. Vi har plads til mere 50 overnattende. 

OM DE BØHMISKE KRYSTALVASKERE

I sommeren 2023 samledes en lille gruppe af frivillige sig omkring Teater Møn og ikke mindst i forbindelse med arrangementerne over sommeren skete noget ganske magisk, der gjorde, at denne gruppe frivillige på rekordtid har skabt et fællesskab, blev flere og gjorde sig til en uvurderlig hjælp i udviklingen af Teater Møn. De Bøhmiske Krystalvaskere er åbne for at gro, så hvis du er nysgerrig så send en mail. 

OM TILDE OG PETER

Vi mødtes omkring årtusindskiftet og stiftede i 2003 Teater Asterions Hus, som vi siden har produceret i og turneret lystigt med. Vi har nyproduceret mindst en ny forestilling om året og turnerer i ind og udland med mange af dem – på flere forskellige sprog; et gennemsnit over hundrede forestillinger om året er det blevet til og omkring 10 af forestillingerne kan spille i morgen, hvis det skulle være. Se mere om Asterions Hus på hjemmesiden her

 

Vi har også skabt Teaterøen på toppen af Refshaleøen i København. Teaterøen er en åbenplatform for scenekunst og selvom det lykkedes at blive en del af Lille Storbyteaterordningen med en mindre bevilling i en fireårig periode, så blev det Møn der trak, og vi flyttede Asterions Hus til Møn i 2019.

 

Teaterøen er under forandring og er givet videre til blandt andre Trevor Davis, som vil føre dele af stedet videre som residency-center og med udvikling af kunsten i det urbane landskab som omdrejningspunkt. Tilde og Peter driver dog stadig Magneten på Teaterøen og på den måde har vi stadig et ben i storbyen. Se mere om Teaterøen på hjemmesiden her

HJERTET OG DRIVKRAFTEN

Vores kunstneriske projekt er under evig udvikling og båret af nysgerrighed og trang til at udforske det ukendte og uprøvede.

 

Det er især de meget fysiske og eksperimenterende fortolkninger af store fortællinger, vi er kendt for. Således går vi vores egne veje med Homers Iliaden, Shakespeares Romeo & Julie og Macbeth. Her er vores forestillinger et dramatisk møde mellem den store fortælling og vores personlige fortolkning.

 

Vi elsker patos lige så meget som humor. Vi elsker finurlig patina og rå poesi. Gennem årene har vi udviklet vores unikke, ekspressive udtryk, der tager udgangspunkt i appetitten, glæden og livets paradokser. Vi søger ukueligt at få skuespillet til at balancere lige på kanten mellem det groteske og realistiske, det forvirrede og det lettilgængelige, det komiske og det tragiske. Forestillingerne hverken lærer, belærer eller forklarer – de snarere forvirrer, pirrer og antyder.

 

​Gennem alle årene siden 2005 har Asterions Hus modtaget tilskud fra Statens Kunstfond, en række private fonde og EU.

Teater Møn er drevet helt privat uden tilskud, så økonomien kommer alene  fra udlejning og arrangementer.

LÆS MERE: 

HISTORIK 

INTERNATIONALT

ASTERIONSHUS

bottom of page